For 25 år siden skrev min datter en gymnasieopgave med titlen: ”Massemediernes indflydelse på den politiske proces”. Jeg syntes, hun overdrev vildt, da hun i opgaven skrev, at det er medierne der styrer verdenspolitikken. Det gør jeg ikke mere.

Hvis jeg skulle skrive en tilsvarende opgave i dag, ville titlen blive: ”Mediernes indflydelse på de sportslige præstationer”. Uanset hvilken sportsgren man ser i TV, er samtlige kommentatorer mere kloge end sportsudøverne, trænerne og alle verdens elefanter tilsammen. Og de er ellers kloge – elefanterne altså.

Sportsudøverne kan selvfølgelig ikke høre kommentarerne, men det kan seerne, og på den måde kan en speaker påvirke os, der ser udsendelserne, så vi tænker: ja.. der er jo nok noget om snakken….. Og dagen efter kan man læse i aviserne om de dårlige præstationer og de rasende gode råd, som journalisterne kommer med. Hvorfor blev de så journalister og ikke trænere???

Vores egen Caroline Wozniacki er om nogen blevet hængt ud. I Jyllandsposten kunne man inden starten af Australia Open læse Wozniackis egen mening om dette fænomen. Hun forstår ganske enkelt ikke, at 25 WTA sejrer, 150 mill. kroner i præmiepenge (plus det løse fra sponsorerne) ikke kan aftvinge medierne bare en smule respekt.

Gad vide, om den rumænske presse er lige så meget ude efter Simona Halep, den tyske efter Angela Kerber, den polske efter Agnietska Radwanska, den spanske efter David Ferrer, den franske efter Jo-Wilfred Tsonga osv.? Alle, der endnu ikke har vundet en grand slam? Caroline Wozniacki er Danmarks til alle tider bedste tennisspiller og ligesom alle andre eliteudøvere har hun betalt en høj pris. Hun har med garanti aldrig været med sin gymnasieklasse på fredagscafe eller festet igennem en weekend, ligesom mine børn.

Glem alt om fænomenet anerkendende tilgang til andre mennesker, som al forskning ellers viser, er det, der skal til for at opnå harmoni, respekt og gode præstationer. Tænk, hvis Wozniacki inden French Open kunne læse en artikel i avisen med en anerkendelse af hendes præstationer, inden hun går på banen. Det vil næppe ske. Hendes værste modstandere er ikke konkurrenterne, men medierne, som derved får indflydelse på den sportslige præstation.

Birte Baktoft

Af Birte Baktoft

Jeg elsker at spille tennis, men jeg er ikke særlig god til det. For det første bliver man ikke nogen Maria Sharapova, når man først begynder at spille tennis som 50 årig. For det andet har jeg ikke den der vinder mentalitet, der er så afgørende for de fleste, og det er nok min største udfordring – og mine varierende makkeres med, for den sags skyld. Bevares, jeg bliver glad, når mine server lykkes, når min baghånd gør det, når mine flugtninger ikke ryger ned til de røde blokke på Sønderskovvej, når jeg løber en stopbold op – og når jeg sætter mine bolde der, hvor JEG gerne vil sætte dem.

Jeg ser alt det tennis, jeg kan komme af sted med i TV og bliver til stadighed forundret over mange tennisspillernes reaktioner. Høje, uartikulerede råb og til tider brøleri, knytnæver der ryger i luften, smadrede ketsjere og skænderier med dommerne. For mig er en knyttet hånd forbundet med aggressivitet og vrede. Nej, siger dem der ved en masse om tennis, for det er sig selv man bliver vred på. Hvordan kan vrede være et drive? I krig ja, men da ikke på en tennisbane!

Når en kamp i TV er slut, husker jeg dem med de gode dueller (gerne 5 sæts kampe, de er som regel spændende) og føler mig virkelig underholdt.

Få topspillere (eksempelvis Novak Djokovic) er rigtig gode til at applaudere deres modstandere, når de har lavet en virkelig god vinder, og det er der heldigvis også mange i LIFtennis der er.

Jeg bliver høj, når jeg spiller en nogenlunde jævnbyrdig tenniskamp med mange gode dueller, uanset hvem der trækker sig sejrrigt ud af den. Og selvfølgelig bliver jeg glad når mit spil lykkes, og en modspiller siger: ”godt spillet!”

Og ja, jeg ved godt, at man spiller for at vinde, men at man kan blive SÅ sur over ikke at vinde 4 Grand Slam turneringer på et år, at man ikke viser sig til flere turneringer resten af året (Serena Williams), det går altså over min forstand.

Rafael Nadal sagde ved en pressekonference følgende: enhver vundet eller tabt tenniskamp leverer byggesten til ens erfaring og til de følgende kampe. Jeg når ikke langt med mine byggesten – men jeg er stadig glad for at spille tennis.